Velkommen til TMIF Fodbold – hjertet i Mejlby, Hårup og Todbjerg!
Hos TMIF Fodbold forener vi fodboldglæde og fællesskab på tværs af tre landsbyer og det omkringliggende opland. Her er der plads til alle – fra de yngste poder, der tager deres første spark til bolden, til vores erfarne oldboys og oldgirls, der stadig spiller med hjertet uden på trøjen.
Vi tæller i dag omkring 110 engagerede medlemmer, og uanset om du drømmer om store mål eller bare om at være en del af klublivet, er TMIF stedet for dig. Vores største styrke er sammenholdet, og vi har som klub et klart mål: Alle skal føle sig velkomne og godt tilpas – både på og uden for banen.
TMIF drives udelukkende af frivillige kræfter, og det er vi stolte af! Siden 1940 har frivilligheden været fundamentet for klubben – en tradition vi værner om og viderefører med stolthed. Her hjælper vi hinanden, bakker op om hinanden og skaber sammen rammen om et stærkt lokalt fællesskab.
Kom og bliv en del af vores fodboldfamilie – her er plads til dig, uanset niveau, alder eller ambitioner!